Skovbo er en døgninstitution for børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne samt for børn og unge med autisme og beslægtede forstyrrelser.
Skovbo er beliggende ved Galten og består af to døgnafdelinger samt én aflastningsafdeling. På døgnafdelingerne bor der 17 børn og unge, mens der i aflastningsafdelingen er fem aflastningspladser, der deles mellem 20 hjemmeboende børn, samt to døgnpladser. I afdelingerne er der lagt vægt på at skabe hjemlige omgivelser.
Personalet på institutionen består primært af pædagoger, og der lægges i arbejdet vægt på et miljø præget af forudsigelighed, samvær, omsorg, anerkendelse – og udfordringer.
Læs mere om Skovbo på deres egen hjemmeside
Udvalgt teknologi
På Skovbo er 18 børn og 8 tovholdere blandt det pædagogiske personale direkte involveret i projektet, men i hverdagen støtter også resten af personalegruppen, hvor det er relevant.
På Skovbo har man valgt at arbejde med programsnedkeren, spil og Skype og CanConnect. Man arbejder bl.a. på touchskærm computere i husene på Skovbo.
Programsnedkeren er et avanceret kommunikationsprogram, der kan anvendes til bl.a. at lave brugertilpassede kommunikationstavler. Ved at kæde tavlerne sammen har brugeren mulighed for at kommunikere om mange emner på det detaljeringsniveau, han/hun kan overskue. I programmet kan både anvendes indlæst og syntetisk tale. Fra programmet kan der desuden sendes sms og mms med billede eller tekst, afspilles MP3 musik og videoer, føres kalender og meget mere.
CanConnect er en forsimplet brugergrænseflade til programmet Skype. Skype er et internetbaseret program, der giver mulighed for at chatte og videotelefonere med andre. I CanConnect har man fjernet chatmuligheden fra Skype, og har forsimplet videotelefonien på en måde, så også brugere uden læse- og skrivefærdigheder kan anvende programmet. CanConnect kan sættes op til mange forskellige betjeningssystemer – fx touch-skærm, øjenstyring og 0-1-kontakt.
