Jeg hedder Jesper og har siden februar 2010 arbejdet som IT-frivillig i Klub Kildebakken i Gentofte.
Det, der fængede mig ved jobbet, var, at få mulighed for at give viden videre og herved hjælpe andre mennesker. Det var også vigtigt selv at kunne få noget socialt ud at det og møde nye mennesker. Jeg er førtidspensioneret, og tanken om at kunne få nyt indhold i dagligdagen er særligt tiltalende.
Jeg arbejder som IT-frivillig 3-4 gange om måneden og møder desuden gerne op, når der opstår nye og uforudsete opgaver. De primære arbejdsopgaver er at sørge for, at computerne fungerer i forhold til både hardware- og software. Fx installerer jeg programmer og følger op på, hvis der er noget, der ikke virker, som det skal. Lige nu er jeg i gang med at klargøre Wii til trådløst netværk, så brugerne af Klub Kildebakken kan spille online mod hinanden på tværs af de bofællesskaber, der er tilknyttet klubben.
